Jeg soler mig lidt i deres glæde og får øjenkontakt med den gråhårede mand. Kom, vinker han med hånden. Kom og hver med. Men jeg ryster afværgende på hovedet, og læner mig endnu længere tilbage på den uformelige bænk. PUUUIIIIIIIIIIIII … PUUUIIIIIIIIIIIII, lyder det fra gruppen, som uanfægtet leger videre.

Bag mig pruster en kroget mand tungt, mens han hager sig fast til bænkens ryglæn med fingrene, og langsomt, uendelig langsomt, bøjer og strækker knæene. Under træerne til venstre laver to runde kvinder tai-chi med en sådan smidighed, styrke og balance, at jeg ville have gættet på, de var i 30′erne, hvis det ikke lige var for deres furede ansigter. På den kvadratiske plads foran mig buldrer en ghettoblaster højt, mens 30-40 unge kinesere i kasketter og hættebluser laver aerobic. Den amerikanske popmusik blander sig uproblematisk med de traditionelle folkesange, der skratter ud fra en båndoptager i pladsens anden halvdel. Her sværmer den ældre generation rundt til pardanse og lidt tidlig morgenflirt i solen.

Pludselig keder jeg mig. Jeg er vist den eneste, der sidder stille her i Beihai-parken, og jeg ved ikke helt, hvorfor jeg sagde nej til at lege med klumpen. En automat-reaktion, måske. I stedet kaster jeg mig over gemalen. “Er du ikke snart færdig med de billeder, så vi kan komme videre”, surmuler jeg. “Det er altså pisse koldt bare at sidde her og vente.”

Men i den anden ende af parken flyder folkesangene også gennem luften. Denne gang i følge med nogle lange stof-vimpler, som en gruppe kvinder med synlig snilde vender og drejer og roterer i vinden. De er lyserøde, grønne, blå og gule, og snor sig blødt som slanger i vandet.

Det ser da ikke så svært ud, når jeg at tænke, inden jeg med eet står med en vimpel i hånden. Een af kvinderne instruerer mig på kinesisk kropssprog i, hvordan jeg skal bruge håndledet til at skabe bevægelse: Cirkler, sådan! Bølger, sådan! Modsatrettede mønstre, sådan! Jeg fatter ingenting, men forsøger mig med en cirkel. Kvinden retter på min overkrop, min skulder, min arm, mit håndled og mine fingre på pinden. Ret ryggen. Følg musikken. Du kan godt. Jeg prøver igen. Så nikker hun tilfreds og laver overdådige mønstre med sin egen vimpel.

Da gemalen har fotograferet, hvordan jeg med slet skjult stolthed laver den ene cirkel efter den anden efter den tredje, giver en anden kvinde mig endnu en vimpel i den anden hånd. Jeg prøver, men har temmelig store problemer med at styre to på engang. Straks får jeg en helt ny vimpel, der føles gigantisk meget længere end de to første, hvilket er til stor gene for mine stive skandinaviske håndled. Og derefter endnu to, der ikke bare er ekstremt lange, men hvor kvinderne samtidig minder mig om, at fødderne jo også skal cirkulere elegant rundt i takt til musikken.

Gemalen gaber højlydt og tripper forfrossent på stedet. Han har vist taget de billeder, han skal, og har ikke specielt lyst til at gå i lag med vimplerne. Men selvom jeg er fuldstændig umulig til denne her form for gymnastik, er jeg på en eller anden måde begyndt at more mig. Så da vi endelig smådanser ud af Beihai-parkens østlige port, bekendtgør jeg straks og meget målbevidst, at vi nok bliver nødt til at komme tilbage igen en anden dag.

Jeg ved ikke, hvad han hedder, eller hvor han bor. Jeg ved heller ikke, hvem han er gift med, eller hvor mange børn han har. For han taler overhovedet ikke engelsk. Men måske er han fra Mongoliet. Og måske dyrker han jorden ved sit lille husmandssted, når han ikke lige sælger postkort til turisterne på Den kinesiske Mur. Selvom han er spinkelt bygget, er han i hvert fald både senet og stærk som de fleste, der arbejder fysisk. 

Under alle omstændigheder er han stolt af at blive fotograferet. Han placerer sig med siden til solen, retter lidt på kasketten og sender et uimodståeligt smil til kameraet. Det kommer ikke bare fra munden eller øjnene, men fra hvert eneste sted på kroppen. Dybt og oprigtigt. Med klukkende lyd på. Jeg vil tro, han er et lykkeligt menneske.

Dagen starter ellers så trygt. En halvrusten minibus trodser morgentrafikken og fragter os 120 kilometer ud af Beijing til Jinshanling, hvor Den kinesiske Mur endelig toner frem i dagens første lys. Den snor sig gennem det kuperede landskab, op og ned ad de stejle skråninger, som et blødt reb med vagttårne og skydeskår. Den er bredere, end jeg troede, og vel syv meter høj. Det er ikke så mærkeligt, at de udsultede arbejdere bukkede under af deres anstrengelser i den tynde luft, tænker jeg. Men smuk, det er den, med solstrålerne, der maler mønstre i de gulbrune sten. Og imponerende, som den smidigt indtager de høje bjergtinder.

Vi efterlader minibussen ved et cafeteria, der lugter af overkrydret nuddelsuppe. En mongolsk kvinde i rød dynejakke og slidte joggingbukser taler til os på kinesisk, mens jeg trækker huen ned over ørerne og indstiller kroppen på is og sne. Hun slæber på en tung taske med turistbøger, men fører mig med et moderligt greb i armen op mod Muren og har overskud til at smile, selvom stien hæver sig omkring 75 grader. Jeg hiver efter vejret og kravler nærmest op ad det sidste stykke. Men så står vi der også. På et årtusindgammelt forsvarsværk, der oprindeligt skulle sikre kineserne mod kvindens krigeriske forfædre, som brugte deres buer, pile og spyd med nådesløs ekspertise. Udsigten over de visne buskadser i Kina og Mongoliet er uovertruffen.

På vores otte kilometer lange hike fra Jinshanling til Simatai klatrer vi op ad høje trapper, triller ned ad stejle fald og kæmper os op til toppen af de generøst udstrøede vagttårne. Og når pulsen banker for intenst, holder vi pause med god samvittighed. Der er masser af tid. En australsk fyr mediterer. Småbørnsfædrene fortæller drabelige historier fra Murens fortid. Tre amerikanere sender sms’er og konstaterer med høje stemmer, at forbindelsen er langt bedre her ude i intetheden end i New Yorks subway. Jeg lader mig inspirere og skriver, at man nu kan se mig fra månen, inden jeg sender teksten til min familie. Vejret bliver gradvist mere mildt med høj sol, og sneen smelter væk. Her er skønt. 

Efter knap fire timer tager turen dog en uventet drejning. Vi befinder os i et højt pas og mangler kun at passere det sidste fald før endemålet, da vi får øje på svævebanen. Den sparer tid, når man skal fra Murens top og ned i dalen, forklarer de lokale. Så vi overbeviser hurtigt hinanden om at prøve. Desværre sker det inden, jeg rigtigt bemærker det halvrådne træ og de rustne skruer, der fæstner kablet. Da står vi nemlig allerede på en åben platform og kigger ud over vandfladen meget langt nede. Der er ingen vej tilbage. Med en spinkel sele om underlivet suser vi ned ad den 250 meter lange bane, mens maverne vender sig, og vi (jeg) skriger flyveturen ud.

Så kan man mærke, at man lever.

Vi er endnu ikke stødt på nogen spøgelser i Den forbudte By. Heldigvis. For her lurer onde ånder og dæmoner faktisk i hver eneste krog. Ikke bare i den lille passage bag Den Evige Harmonis Palads, hvor de griber uforsigtige forbipasserende i nakken. Men også i brønden foran Ching-heh Porten, hvor det er de kvindelige dæmoner, der huserer. Og på broen over de tre søer i Vinterpaladset, der kræver et menneskeoffer hvert tredje år.

Før i tiden vidste eunukkerne godt, hvordan de skulle håndtere ånderne i Den forbudte By. De ofrede fast til dem den 1. og 15. i hver måned og derudover ved nytår og andre højtider. Æg, tørret ost, risbrændevin og kager – samt et svin, et får eller en stor bunke frugter ved de helt store begivenheder. Og det til trods for, at de knap selv kunne spise sig mætte med deres usle løn. Men når man véd, at balancen mellem mennesker og ånder er altafgørende for harmonien i universet, er sult nok bare en ubetydelig detalje.

I dag er eunukkerne væk, og som besøgende i Den forbudte By må man sætte sin lid til arkitekturen. De mange dørtrin værner f.eks. om sikkerheden i paladserne. Kinesiske ånder bevæger sig nemlig kun i lige linjer. De kryber hen over gulvet, men kan ikke finde ud af at kravle over høje trin. Alternativt må man alliere sig med de drager, der vogter overalt på Byens fliser, troner og mure. Med deres frygtindgydende gab beskytter de nemlig os mennesker og jager ånderne væk.

Tilsyneladende er der dog ikke den store fare udenfor Den forbudte By. Her ofrer kineserne samvittighedsfuldt til deres afdøde forfædre for at forebygge, at de ender som onde ånder, der gør skade på Jorden. Ved Qingming-festivalen i april gør de f.eks. forfædrenes grave rene og brænder spøgelsespenge til deres ære. Så jeg tager et lettet hop, PYHHH, da vi forlader palads-området og igen begiver os ud i Beijings pulserende larm.

Vi slænger os i bløde sofaer og søber varm kakao, da tyskeren Christian træder ind ad døren til vores hostel i Beijing. Fingre og tæer er stivfrosne efter en lang dag, hvor vi har udforsket Den forbudte By, bevæbnet med hvert vores kamera. Terrasse for terrasse. Palads for palads. Ornament for ornament.

“Det er det mest røvsyge sted, jeg nogensinde har været,” kommenterer Christian på gebrokkent engelsk. “Det er jo bare den ene forgård efter den anden med en bygning for enden. Og så er grundplanen fuldstændig symmetrisk, så man ikke på noget tidspunkt aner, hvor man er.” 

Min lille bog om kinesisk arkitektur omtaler Den forbudte By som det største tekniske og kunstneriske resultat blandt landets antikke paladser. Men Christian er nådesløs. Han er ingeniør og mener, at byggeriet er overvurderet og søvndyssende og gentager sig selv i een lang uendelighed.

Jeg tænker på den 200 tons store stenblok, hvis overflade er udformet som ni drager, der snor sig mellem hellige bjerge, skyer og vandfald. På de minutiøst udskårne kassettelofter i træ. Balustraderne med de små håndtag, der ligner vanddråber. Og de grøn-blå-røde mønstre, der løber som bånd over facaderne, og stråler om kap med de gule tage.

Måske har kameraets snævre fokus gjort mig blind for de store linjer. Men i så fald vil jeg påstå, at jeg har været heldig. Til forskel fra Christian har jeg nemlig haft en storslået oplevelse blandt de mange forfinede detaljer i Den forbudte By.

Tagene i Den forbudte By ser så uskyldige ud, som de ligger og spejler sig i himlen. Det er svært at tro, at Kinas sidste kejser rutschede rundt højt deroppe, da han forgæves forsøgte at flygte over Byens høje mure som ganske ung. Og at den strålende gule farve ikke nødvendigvis var det privilegium for ham, som den ellers havde været for landets kejserlige familier i flere tusinde år.

“Hver gang jeg tænker tilbage på min barndom, lægger der sig et slør af gult over min erindring,” læser jeg i den tidligere kejsers selvbiografi. Han uddyber:

“De glaserede tagsten var gule, bærestolene var gule, puderne var gule, foret i mine klæder og hatte og bælterne, jeg havde om livet, var gule; de skåle og tallerkener, som jeg spiste og drak af, var gule; bindene om mine bøger, gardinerne i mine værelser, min hests tøjler – der var intet omkring mig, som ikke var gult.”

I en alder af to år og to måneder blev Pu Yi kronet til kejser Hsuan Tung den 2. december 1908. Stortudende. Han blev officielt afsat igen, da den kinesiske republik blev oprettet i 1912, men blev alligevel fastholdt i sin tilværelse under de gule tage frem til 1924. Som en symbolsk figur, vel at mærke, der egentlig helst ville stikke af fra de konstante og voldelige magtkampe i Kina.

Jeg er – i en noget anden forstand end Pu Yi – fængslet af de overdådige paladser i Den forbudte By. Alligevel forestiller jeg mig, at han må have følt sig hånet af den gule farve i disse år.

Som det også hedder i hans selvbiografi, signalerer farven jo, at kejseren er fuldstændigt enestående og har en himmelsk natur. Og det er da ironisk, at han netop af den grund bliver udnyttet som en marionet i det store politiske spil, og først i sine allersidste leveår formår at vinde kontrollen over sit eget liv.

I København arbejder mange dygtige folk i skrivende stund på at omdanne bl.a. Nordhavn, Ørestad og det gamle Carlsberg til aktive og levende bydele. Der ligger mange undersøgelser, analyser, diskussioner, seminarer, høringer og rapporter bag deres indsats. Men jeg undrer mig over, at de aldrig berører de kinesiske hutonger – denne labyrint af små, snævre gader i Beijings ældste boligområde. 

Selvom temperaturen ligger omkring frysepunktet her i december, syder hutongerne af liv – især, selvfølgelig, når folk vender hjem fra arbejde. Så slingrer tungt læssede cykler om hjørnerne. Naboer finder skamlerne frem og samler sig om et spil mahjong. Og kvinder flytter deres køkkener ud på gaden, hvor de tilbereder aftenens måltider. De kinesiske storfamilier bor rundt om centrale gårde, der er proppet med cykler, vasketøj og fuglebure, og herfra breder den smittende snak og latter sig ud over området.

Måske skyldes det aktive gadeliv helt banalt, at mange af husene mangler isolation, centralvarme og toiletter, og derfor ikke indbyder voldsomt til hjemlig hygge. Eller måske, at tæt-lav bebyggelse altid i sig selv bringer folk sammen. Men det kunne jo også være, at byudviklerne åbnede døren til et endnu uudnyttet skatkammer af viden, hvis de faktisk vendte blikket østpå og undersøgte livet i hutongerne nærmere!??

Jeg bliver nødt til at springe i kronologien. Her på bloggen er jeg godt nok lige ankommet til Kina, men i virkeligheden sidder jeg over mine havregryn derhjemme og åbner dagens Information. Eller – det vil sige: “sad”, for det var om morgenen og ikke om aftenen, om lørdagen og ikke om torsdagen, og så er det allerede halvanden uge siden. Men det var godt nok mærkværdigt.

“Tæskehold står for det beskidte og voldelige arbejde med at tvinge kinesere fra deres hjem,” står der på side otte. Historien fylder næsten to sider og beskriver, hvordan en fattig familie bogstavelig talt bliver banket ud af deres hjem i det sydvestlige Beijing. Den 84-årige bedstefar bliver slået hårdt i brystkassen, en af søstrene bliver slynget tre meter ned fra husets tag, og derefter bliver alle otte i familien slæbt hen til et nærliggende skur, hvor de bliver kastet på gulvet og overdynget med slag. Som om det ikke var nok, fortæller teksten videre, at det er en udbredt måde at tvangsforflytte folk i Beijing, der nægter at opgive deres hjem frivilligt. Og at flere beboere giver politikere og embedsmænd skylden for den voldelige udvikling.

Jeg er dybt rystet. Avisens korrespondent har leveret en virkelig velskrevet reportage, og han har endda fotograferet de 27 unge mænd i tæskeholdet, mens de trækker deres sorte kraver op om ørerne og gør klar til at angribe. Alligevel står påstanden om, at Kina bliver stadigt mere ondt og lovløst, i stærk kontrast til mine egne oplevelser.

Vi hørte selvfølgelig utallige historier om korruption på vores rejse, og det stod hurtigt klart, at folk i provinsen ikke nærer tillid til det centrale styre i Beijing. Men bortset fra det, har jeg sjældent følt mig mere tryg, når jeg har været afsted med min bagage på ryggen. Overalt blev vi mødt med smil. Overalt blev vi hjulpet med den største selvfølgelighed. Overalt blev vi modtaget med en gæstfrihed, jeg ikke anede, at der fandtes. En historiker i Yunnan kaldte det undervejs for en positiv bivirkning ved de ekstremt hårde straffe i Kina, at ingen tør at begå kriminalitet. En kvindelig cafe-ejer i samme provins mente bare, at kinesere er mere spontane og umiddelbare end folk fra den vestlige verden. Under alle omstændigheder er det mærkværdigt at forelske sig i et land og dets befolkning og derefter se en fortælling om det, som man slet ikke kan genkende.

Jeg var – og er – nok lidt irriteret. Temmelig. Meget. Irriteret. Ikke fordi jeg mener, at vi bør fylde spalterne i vores aviser med naive og lalleglade historier. Eller fordi jeg mener, at demokratisk underskud er irrelevant. Men når det kommer til Kina, har jeg stort set kun læst om mælkepulverskandale, problemer med menneskerettigheder og overgreb i Tibet - udover tæskeholdet selvfølgelig. Og hvem siger egentlig, at politisk vold fortæller mere om virkeligheden, end alle mulige andre historier gør? 

Nyhedsmedierne satser på konflikt og sensation, men vender det blinde øje til alt, der rimer på normalitet og hverdagsliv. Men måske burde vi dreje kalejdoskopet engang imellem og - også – berette om de aktuelle udfordringer for te-bønderne. Om den svækkede disciplin i skolerne. Om minoriteternes positive særstatus i forhold til bl.a. et-barnspolitikken. For eksempel. Det ville ikke bare give et mere reelt billede af mangfoldigheden i det store land, men også skabe en klangbund, hvor den almindelige dansker lettere kunne identificere sig med den lige så almindelige kineser – og måske endda få en forståelse for den kinesiske kultur. Hvilket jo egentlig er noget af det vigtigste i denne globaliserede og tæt sammenfiltrede verden.

Jeg river artiklen om tæskeholdet ud af avisen og folder den sammen. Det er en god og væsentlig historie. Den indfrier alle de journalistiske nyhedskriterier. Men jeg savner det andet perspektiv.

De røde lanterner, Buddha-figurerne, Feng Shui-kompassene og alt det andet gejl i gadeboderne opløser sig til en sløret grød. De mange masende, handlende, fotograferende, poserende, pegende, gestikulerende, rygende, spillende, spisende og snakkende mennesker omkring mig smelter væk. Selv den intense lugt af friture og skaldyr, der hersker overalt i gyden, forsvinder ud af min bevidsthed.

Men så kommer den. Latteren. Ekspedienten i fastfood-biksen peger på den lange pind, som spidder skorpionen på min arm, og griner hjerteligt. Han ville bare fange min opmærksomhed og spørge, om jeg havde lyst til at smage på varen.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, men jeg føler mig en smule snydt. Mens de farvestrålende klædedragter skaber stemning i Mellemamerika, og Vestafrika myldrer med mønstrede kanga’er, kan jeg ikke identificere noget særligt kinesisk her. Butikkerne hedder Vero Moda og Jack & Jones, og jeg ser ikke andet omkring mig end cowboybukser, læderjakker, stilethæle, slips, håndtasker af skind og frakker med klassiske snit. 

De lokale deler imidlertid ikke mit syn på sagen. Som de står der i køerne med dagens fund i hænderne, gestikulerer de ivrigt og betaler velfornøjet for de dyre vestlige produkter. Men ok. På mange måder er fremskridt vel også mere positivt end falsk nostalgi, og når det kommer til stykket er de fleste af varerne jo faktisk – “made in China”.