Jeg skæver ned på den dybgrønne sø, der breder sig langt under mig mellem en serie forrevne klipper. Der må være mindst hundrede meter ned. En fugl indstiller sin sang, og vinden bider i kinderne, mens mine lunger pumper ilt i et stadigt hurtigere tempo. ”Here; come”, kommanderer en lavstammet kvinde med tomme øjne. Hun klikker en sort nylon-rem fast om livet på mig og nikker afmålt til sin mandlige partner. Et øjeblik efter hænger jeg i tomrummet ud for klippen og skriger.
Dagen starter ellers så trygt. En halvrusten minibus trodser morgentrafikken og fragter os 120 kilometer ud af Beijing til Jinshanling, hvor Den kinesiske Mur endelig toner frem i dagens første lys. Den snor sig gennem det kuperede landskab, op og ned ad de stejle skråninger, som et blødt reb med vagttårne og skydeskår. Den er bredere, end jeg troede, og vel syv meter høj. Det er ikke så mærkeligt, at de udsultede arbejdere bukkede under af deres anstrengelser i den tynde luft, tænker jeg. Men smuk, det er den, med solstrålerne, der maler mønstre i de gulbrune sten. Og imponerende, som den smidigt indtager de høje bjergtinder.
Vi efterlader minibussen ved et cafeteria, der lugter af overkrydret nuddelsuppe. En mongolsk kvinde i rød dynejakke og slidte joggingbukser taler til os på kinesisk, mens jeg trækker huen ned over ørerne og indstiller kroppen på is og sne. 
Hun slæber på en tung taske med turistbøger, men fører mig med et moderligt greb i armen op mod Muren og har overskud til at smile, selvom stien hæver sig omkring 75 grader. Jeg hiver efter vejret og kravler nærmest op ad det sidste stykke. Men så står vi der også. På et årtusindgammelt forsvarsværk, der oprindeligt skulle sikre kineserne mod kvindens krigeriske forfædre, som brugte deres buer, pile og spyd med nådesløs ekspertise. Udsigten over de visne buskadser i Kina og Mongoliet er uovertruffen.
På vores otte kilometer lange hike fra Jinshanling til Simatai klatrer vi op ad høje trapper, triller ned ad stejle fald og kæmper os op til toppen af de generøst udstrøede vagttårne. Og når pulsen banker for intenst, holder vi pause med god samvittighed. Der er masser af tid. En australsk fyr mediterer. Småbørnsfædrene fortæller drabelige historier fra Murens fortid. Tre amerikanere sender sms’er og konstaterer med høje stemmer, at forbindelsen er langt bedre her ude i intetheden end i New Yorks subway. Jeg lader mig inspirere og skriver, at man nu kan se mig fra månen, inden jeg sender teksten til min familie. Vejret bliver gradvist mere mildt med høj sol, og sneen smelter væk. Her er skønt.
Efter knap fire timer tager turen dog en uventet drejning. Vi befinder os i et højt pas og mangler kun at passere det sidste fald før endemålet, da vi får øje på svævebanen. Den sparer tid, når man skal fra Murens top og ned i dalen, forklarer de lokale. Så vi overbeviser hurtigt hinanden om at prøve. Desværre sker det inden, jeg rigtigt bemærker det halvrådne træ og de rustne skruer, der fæstner kablet. Da står vi nemlig allerede på en åben platform og kigger ud over vandfladen meget langt nede. Der er ingen vej tilbage. Med en spinkel sele om underlivet suser vi ned ad den 250 meter lange bane, mens maverne vender sig, og vi (jeg) skriger flyveturen ud.
Så kan man mærke, at man lever.
