Selvom de færreste kinesere nikker genkendende til fænomenet “weekend”, er der fuldt tryk på indkøbsgaderne den søndag, vi ankommer til Beijing. Vi slentrer fra stormagasin til stormagasin på det berømte strøg, Wangfujing, og kigger mistroisk på virvaret af reklameskilte, kaffebarer og modetøj.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, men jeg føler mig en smule snydt. Mens de farvestrålende klædedragter skaber stemning i Mellemamerika, og Vestafrika myldrer med mønstrede kanga’er, kan jeg ikke identificere noget særligt kinesisk her. Butikkerne hedder Vero Moda og Jack & Jones, og jeg ser ikke andet omkring mig end cowboybukser, læderjakker, stilethæle, slips, håndtasker af skind og frakker med klassiske snit.
De lokale deler imidlertid ikke mit syn på sagen. Som de står der i køerne med dagens fund i hænderne, gestikulerer de ivrigt og betaler velfornøjet for de dyre vestlige produkter. Men ok. På mange måder er fremskridt vel også mere positivt end falsk nostalgi, og når det kommer til stykket er de fleste af varerne jo faktisk – “made in China”.
